lørdag den 9. december 2017

Valgplakater og julepynt

Når jeg her i 2017 for første gang stiller op ved et kommunalvalg er det med en speciel følelse og stolthed det sker. Da jeg for lidt over to år siden besluttede mig for at stille mit kandidatur til rådighed var det et definitivt farvel til et tyranni, der havde styret de første 33 år af mit liv. Samtidig blev det en markering af min personlige kamp for de værdier, der altid har været grundlæggende i min tilværelse og relationer til andre mennesker, både da jeg måtte kæmpe for dem i det skjulte og nu, hvor jeg frit kan udfolde dem og leve dem.


Jeg er 62 år, født i 1955, opvokset i et religiøst og socialt miljø, der var gennemsyret af en stærk negativ social og mental kontrol. Det var et miljø, hvor man ikke var noget i sig selv, men kun i kraft af sit tilhørsforhold til det religiøse fællesskab og en ubetinget underkastelse under kollektivets til enhver tid gældende normer og sandheder.

Af forskellige årsager begyndte jeg sidst i teenageårene at udvikle en stærk kritisk sans til den sociale og religiøse virkelighed, der udgjorde rammerne for mit liv. Op igennem 20’erne udviklede jeg en ny og spirende bevidsthed om det liv jeg levede og de værdier, som jeg anså som vigtige og ufravigelige for mig – og min forestilling om det gode liv. Mine kerneværdier kom stadig oftere på kollisionskurs med de sociale og religiøse rammer, det var forventet skulle styre og regulere mit liv.

De værdier, som blev mere og mere insisterende i min bevidsthed og den måde jeg udfoldede mit liv, var ordentlighed og rimelighed, tillid og troværdighed. Disse livsværdier blev med tiden samtidig fundamentet for min egen kamp for frihed til at være sig selv, frihed til at tale og ytre sig, frihed til at leve sit eget liv uden at blive sanktioneret af andre.

Som 33-årig var jeg nået til det punkt, hvor jeg ikke længere kunne genkende mig selv, som en del af det religiøse og sociale miljø jeg var opvokset i og som hidtil havde været rammen for mit liv. I det tidlige forår 1989 traf jeg beslutningen om at begynde et nyt liv, hvor det er være tro mod mig selv fik en helt ny betydning. Men det betød også, at mit tidligere netværk fra den ene dag til den anden vendte mig ryggen, at jeg var død i deres øjne. Men det vigtigste var dog, at jeg havde bevaret mig og på en ny måde genvundet min selvrespekt, at jeg for første gang kunne se mig selv i øjnene og begynde en ny tilværelse.

Bruddet med mit opvækstmiljø betød, at jeg nu havde frihed til at leve det liv jeg ønskede. Jeg havde nu frihed til at engagere mig i det samfund jeg nu reelt var blevet en del af – uden at blive sanktioneret for det, frihed til at bidrage med egne tanker, idéer, vision og erfaringer, frihed til at tage et medansvar for det samfund vi har.

Den første store milepæl med min nyvundne frihed indtraf den 12. december 1990, da jeg ved folketingsvalget for første gang deltog i en valghandling og satte mit kryds på en stemmeseddel. Jeg husker stadig de mange og meget forskellige følelser der fyldte mig, da jeg stod der i stemmeboksen.

For mange mennesker er det højtider og mærkedage der betyder meget, som fx jul og fødselsdage. For mig betyder disse ikke noget, jeg har ingen følelsesmæssige referencer til disse, for mig er det dage som alle andre. Hvad der til gengæld har stor betydning og værdig for mig er valgdage, hvad enten det handler om valg til Folketinget, kommunalvalg, valg til EU eller folkeafstemninger. Valgdage er for mig det nærmeste jeg kan komme det fx jul og fødselsdage betyder for andre.

En valgdag er for mig mere end blot et valg, et kryds på en stemmeseddel. Hver gang der afholdes valg og jeg på stemmesedlen sætter mit kryds er det en påmindelse og fejring af den beslutning jeg traf i foråret 1989, hvor jeg sagde farvel til et liv og begyndte et nyt i frihed. En valgdag er for mig fejringen af en af de vigtigste friheder, frihed til at vælge.


Når jeg i ugerne om til det kommende kommunalvalg den 21. november ser de mange valgplakater her, der og alle vegne, så fyldes jeg med en gælde og taknemmelighed over at vi lever i land med demokrati. 

Valgplakaterne er for mig en indirekte hyldest til en dyrebar frihed vi aldrig må tage for givet. Vi har friheden til at forsamles, frihed til at ytre os, frihed til at være forskellige og uenige, frihed til at vælge.

Nu hører du måske til blandt dem der påskønner julepynt mere end valgplakater. For mit eget vedkommende, jeg elsker tiden, hvor valgplakaterne fylder i gadebilledet … … og sådan er vi jo så forskellige og heldigvis for det.