fredag den 24. juni 2016

Det britiske EU-valg, selvtilstrækkelighedens valg?

Storbritannien har torsdag stemt sig ud af EU. For nogle en glædens dag, for andre en sorgens dag. Jeg hører til den sidste gruppe. Er jeg glødende EU-tilhænger, er jeg sortseer? Ingen af delene.

Jeg er af den opfattelse, at vi i Europa har behov for et EU, et europæisk fællesskab, hvor vi er forpligtede over for hinanden. Dermed siger jeg ikke, at den nuværende EU-konstruktion er perfekt, det er den ikke. Der er afgjort plads til forbedringer. Men alternativet er i mine øjne ikke at ønske.

Når jeg er trist over resultatet af den britiske valg har det flere grunde, men mest af alt de populistiske, kortsigtede og selvtilstrækkelige strømninger, som i stigende grad kommer til udtryk i det offentlige rum, i folkestemningen.

Er jeg sortseer? Nej, men jeg er bekymret for Europas fremtid, for stabiliteten i Europa, for en kommende tid, hvor det bliver "sig-selv-nærmest"-mentaliteten, der bliver dominerende. Jeg bliver bekymret for det Danmark jeg kender i dag, at rummelighed, venlighed og imødekommenhed i endnu højere grad må vige pladsen for en "vi-er-os-selv-nok"-mentalitet.

Vi har behov for fællesskaber, både i det små og i det store. Det er i fællesskaberne vi skaber grundlaget for samarbejde og fred (-lig sameksistens). Når vi overvejende fokuserer på egne interesser og kun søger fællesskab med ligesindede bliver vi sårbare og mistroiske over for andre, kampen (krigen) for egne interesser bliver et attraktiv valgmulighed, hvor konsekvenserne sjældent bliver tænkt til ende.


Jeg har samlet en række udsagn fra Jyllandsposten og Politiken, som supplerende til mine egne tanker.


Heidi Plougsgaard, Jyllands-Postens korrespondent i Bruxelles skriver her til morgen:

Storbritannien er efter torsdagens afstemning på vej »ud af EU og har efterladt EU med et åbent sår, der er måske dybt nok til ikke at kunne hele. Det kan markere slutningen på en ekstraordinær periode med fred og stabilitet i Europa og måske begyndelsen på en ny, hvor Europa er politisk mere ustabil, mere splittet og stærkt uenige om EU’s fremtidige kurs.«


Michael Jarlner, international redaktør på Politiken skriver:

»Og så er det et exit, der med et brag stopper det, der har været logikken i det europæiske samarbejde siden Romtraktatens første dage i 1957: at landene skulle søge mod et stadig tættere samarbejde for hele tiden at gøre det sværere at kaste sig ud i konflikt og krig med hinanden.«


Anders Jerichow, seniorkorrespondent på Politiken, skriver

»Over hele Europa spiller nationalistiske partier hasard med Europa. De er fælles om deres modvilje mod fremmede, mod flygtninge, mod Bruxelles. I hvert af landene døjer ’udkanten’ med en fornemmelse af forbigåelse. ’Hovedstaden’ opleves som en trussel mod provinsen, mens Bruxelles ses som en farlig trussel mod hovedstaden. Og de nationalistiske partier forsøger at foregøgle vælgere, at enegang er flot, og fælles beslutninger af det onde.

Efter at Europa i årtier har nedbrudt grænser, bygges i dag mure. Efter at Europa har bekæmpet historiske fjendebilleder, spiller de nationalistiske partier på nye fjendebilleder – med selve samarbejdet og dets aftaler som Den Store Fjende.«

Anders Jerichow fortsætter:

»De har modviljen mod Bruxelles til fælles, også ringeagten for ’de fremmede’.

Men tiden råber på fælles løsninger. Et fælles marked. Fælles miljøløsninger. Broer og jernbaner, ikke grænser og paskontrol.

Nationalisterne forsøger at bilde os ind, at alt var bedre uden EU. De forskanser sig forkrampet i hver sit land i troen på, at de kan klare sig uden fællesskabet. De samarbejder om at nedbryde EU. Men et fælles alternativ tilbyder de ikke. Det, de primært vil være, er sig selv – nok.«