onsdag den 6. april 2016

Jeg døde på bjerget

»Jeg døde oppe på det bjerg. Derom ingen tvivl. En del af mig vil for altid være på det bjerg. Død. At mine brødre døde. Hvis en del af mig er i live, skyldes det mine brødre. På grund af dem er jeg stadig i live og jeg vil aldrig glemme, at uanset hvor ondt det gør, hvor mørkt det bliver, hvor dybt jeg falder, så ophører kampen aldrig.« - Marcus Luttrell, Navy Seal, Team 10. 


Jeg begyndte for nogle år siden at beskæftige mig med slægtsforskning og i den anledning er jeg flere gange blevet spurgte om jeg forventer at finde nogle kendte mennesker, at være af fornem herkomst, etc. 

Det kunne være en begrundelse - men det er det på ingen måde for mit vedkommende. For mig har slægtsforskningen en helt anden baggrund og betydning, som ikke handler om fortiden, men om nutiden, det liv jeg lever nu, den måde jeg føler, forstår og opleveler mig selv, min tilværelse i forhold til den verden jeg lever i, her og nu. 

Jeg er født og opvokset i et religiøst miljø, der i mange henseender er at betegne som et parallelsamfund. Er opvokset uden en følelsesmæssig tilknytning til Danmark og det danske samfund. Jeg levede i Danmark, men var kun dansk statsborger a proforma. 

I en alder af 32 var jeg nået så højt op på dette religiøse bjerg, som det var muligt for mig på den tid. Havde kæmpet mange kampe for at ende i en erkendelse af et religiøst bedrag og tomrum. Det, som skulle være et højdepunkt, et smukt udsyn, viste sig at være et blik ind i tomhed, en omklamrende illusion, efterfulgt af et dybt fald ud i en rejse mod nye horisonter, begyndelsen på en ny kamp - nej ikke begyndelse, dog kamp, men i nyt og ukendt terræn. 

Fra at være hyrden på bjerget blev jeg med et pennestrøg ulven i fåreklæder. Min oplevelse og erkendelse af illusionen og tomhed blev mødt med foragt, lagt for had, mødt med isolation, de slog mig ihjel. Jeg døde den dag jeg traf min beslutning, beslutningen om at leve, at jeg ville leve uden for illusionens klamme og knugende favntag. Bjerget blev min død, men rejsen ned fra bjerget blev en rejse ind i livet, at leve. 

Det blev en rejse ind i livet, tilbage til livet var det ikke, men ind i livet, at andet og nyt liv, en ny begyndelse. Jeg begyndte at lære mit land at kende på en ny måde, at være statsborger, at være fri, men hvem var jeg? Jeg døde og levede, samme krop, og så alligevel med en fortælling, der med ufravigelighed konfronterede mig med et budskab om, at jeg var historieløs, at jeg levede, men som historieløs. 

Spørgsmålet, ved jeg hvem jeg er, blev et spørgsmål til min fortælling, men ikke til en historie der give mening i forhold til at leve, være levende. De sidste år med slægtsforskning, er, som at bestige et nyt og meget anerledes bjerg, befolket med mennesker, skæbner, som jeg kan og er relateret til. 

Spørgsmålet om, hvem jeg er, om jeg ved hvem jeg er, får nu en eksistentiel og social betydning for mig i forbindelse med slægtsforskningen, hvem er mine aner, hvor kom de fra, hvad beskæftigede de sig med, ...... en normaliseringsproces. 

Jeg døde, nu lever jeg, jeg måtte dø for at kunne leve. Jeg gav slip på fortællingen og fik en historie. Jeg er trådt ind i en historie, en livsfortælling forandres og genskabes.