mandag den 30. marts 2015

Har vi valgt at sælge ud af ytringsfriheden?

I sin kronik "Racisme er forbeholdt den hvide mand" (www.b.dk, 28. marts 2015) skriver Mersiha Cokovic bl.a., at vi ikke skal "acceptere at blive udstillet for at påpege samfundsskadelige problemer. Danskerne skal ikke holde tand for tunge i deres eget land i fare for at støde folk, der frivilligt har besluttet at bosætte sig i Danmark, velvidende at Danmark er et kristent land, hvor grundloven står på den øverste hylde".

Der har udviklet sig en grad af holdningspolarisering i den offentlige debat når det kommer til fx indvanding og religiøse spørgsmål, som har reference til indvandrere og deres efterkommere, hvor nuancerne og den frie debats grundvilkår er blevet sendt til tælling.

Det bør - eller rettere, det skal være muligt at stille kritiske spørgsmål til vores indvandrings- og integrationspolitik uden at blive genstand for alverdens påstand om racisme og fremmedhad.

Parallelt med dette har der udviklet sig en tendens, hvor det at forholde sig kritisk til religiøse holdninger og traditioner, religiøse grupper, anses som det at være modstander af religionsfrihed og ytringsfrihed. 

Hvis vi giver køb på friheden til at ytre os kritisk om religion - af angst for at nogle skal føle sig stødt, vil det kun være et spørgsmål om tid inden vi for alvor oplever indskrækninger i den frie offentlige debat. Vi er nødt til at tage kampen her og nu, fastholde friheden til at kunne ytre os uden risiko for repressalier.


Mersiha Cokovic skriver: "Det er derfor vigtigt at slå fast, hvem der sætter dagsordenen i den offentlige debat. Og her savner jeg, at politikerne melder sig på banen og afskaffer blasfemi- og racismeparagraffen. Ingen er godt tjent med de paragraffer. De giver ingen mening, når Firoozeh Bazrafkan og Lars Hedegaard bliver dømt efter dem, mens Hizb ut-Tahrir og Kaldet til Islam får frit spil."


Siden Muhammed-krisen har vi været vidne stadig stigende grad af selvcensur, som er dikteret af berøringsangst og misforstået hensyn.

Et gennemgående eller centralt problem er det hykleri vi dybest set er omgivet af og selv omgiver os med, at vi vælger ikke at se ud over det umiddelbare eller vores egen selvtilfredshed, at vi (som samfund) kun er villige til at kæmpe for en sag, så længe det er relativt omkostningsfrit. Vi (både individuelt og på samfundsniveau) er gennemgående blevet mere fokuseret på, hvem der gør noget end hvad der gøres.

Vi sender sender fly til mellemøsten for at kaste bomber mod ISIS, medier er fyldt med skrækhistorier om, de grusomheder som denne bevægelse udfører, men hvor meget omtale og opmærksomhed er der på de grusomheder som den syriske og kristne præsident Assad udfører mod civilbefolkningen? 

Eller hvordan med den megen virak omkring Hizb ut-Tahrir og deres anti-demokratiske holdninger og forsøg på at ændre det danske samfund. Medieomtale og bestyrtelse i vide kredse. Men, hvor er opmærksomheden omkring de selv samme anti-demokratiske holdninger hos en kristen bevægelse som Jehovas Vidner, som stiller samme krav/forventinger til særhensyn, som fx Hizb ut-Tahrir.

Lad os få mere fokus på, hvad der gøres end hvem der gør det. Hvis vi ikke gør op med selvcensuren, berøringsangsten, det misforståede hensyn og tager de nødvendige kampe, ender vi med at sidde tilbage med en illusion om ytringsfrihed, at vi får skabt et samfund der dybest set er reguleret af parallelsamfundenes meningstyrani.