torsdag den 30. januar 2014

Udstødelse - altid acceptabelt?

På debatforummet sol.dk opfordrer en debattør den 29. januar 2014 i et indlæg under overskriften ”skriv under” til at underskrive en opfordring til de amerikanske myndigheder om at stoppe Jehovas Vidners ret til at udstøde deres egne børn og andre fra trossamfundet.

Dette får efterfølgende en anden debattør til at skrive: »Og hvorfor skulle de så ikke há ret til at udstøde deres egne børn og andre? – Hvis de ikke længere vil há noget med nogle bestemte at gøre (det være sig deres unger eller andre) så må det vel stå dem frit for, ligesom vi andre må slå hånden ad vores børn eller hvem det passer os.«


Ud fra en almen betragtning er jeg helt på linje med den holdning, at ethvert individ eller gruppe er sin gode ret til at udstøde eller tage afstand fra personer, som man af den ene eller anden grund ikke ønsker skal være en del af ens fællesskab, uanset om der tale om blodets bånd eller ikke.

Isoleret og objektivt set er Jehovas Vidner på lige fod med andre i deres gode ret til at praktisere udstødelse af medlemmer, som af den ene eller anden grund bryder de normer eller regler, der gælder for at være en del af deres fællesskab. Derom kan der vel næppe være uenighed.

Når det er sagt er sagt, så er der dog en række forhold, som bør fremhæves i forbindelse med en vurdering af den måde, som Jehovas Vidner praktiserer udstødelse.

Her vil jeg som det første påpege, at udstødelse, som en kombineret social og religiøs praksis, også kan opleves i andre sammenhænge. Selvom hovedparten af mennesker jeg har rådgivet og behandlet efter at havde været udsat en kombineret social og religiøs udstødelse har baggrund i Jehovas Vidner, har jeg også været i kontakt med medlemmer fra fx mormon-kirken, Pinsekirken, Apostolsk kirke og forskellige kristne bibel centre (fx Brande, Aalborg, mfl.), som har oplevet noget tilsvarende. Forskellen mellem disse og Jehovas Vidner har gennemgående været, at der hos Jehovas Vidner er tale om en systematiseret og kollektivt reguleret udstødelse, mens der i de tilfælde jeg har kendskab til i de øvrige nævnte eksempler har været tale om udstødelser, der alene har været reguleret af relationen mellem den udstødte og fx et familiemedlem/familie.

For det andet bør en praksis med udstødelse, som den Jehovas Vidner praktiserer vurderes ind i både social og religiøs kontekst. En udstødelse i gængs forstand indebærer alene et socialt tab, med tilhørende savn. Et udstødelse fra Jehovas Vidner bør - af hensyn til en forståelse af konsekvenserne for den udstødte, også ses i lyset af den religiøse dannelse medlemmerne har modtaget gennem deres opvækst og tilhørsforhold til Jehovas Vinder. Begrundelsen herfor er, at en udstødelse fra Jehovas Vidner – til forskel for udstødelse i mere almen forstand indebærer vidtgående psykiske og eksistentielle problemstillinger.

Til denne del af problemstillingen hører også, at der er børn inden for Jehovas Vidner der lever under et så voldsomt psykisk pres, som følge af et rigidt og dysfunktionelt familieliv, at de både psykisk og eksistentielt pacificeres i en sådan grad, at de ikke kan fungere socialt hensigtsmæssigt efter en udstødelse som voksne.

For det tredje bør der skelnes mellem udstødelse af personer over og under 18 år, det tidspunkt, hvor et ungt menneske er myndig i lovens forstand – hvilket ikke altid anerkendes i religiøs forstand, som det er tilfældet hos Jehovas Vidner.

Når det gælder udstødelse af børn under 18 år har jeg i årenes løb oplevet flere eksempler på, hvordan Jehovas Vidne-forældre har svigtet deres børn i et sådant omfang og på en måde, at det må vurderes at være i strid med forsørgelsesprincippet, som det kommer til udtryk i Grundlovens §75, stk. 2, Aktivlovens §2, stk. 1 og §13 i Lov om børns retsstilling – hvilket konkret har betydet, at de pågældende børn, som følge af den udstødelse de har været genstand for er kommet under offentlig forsørgelse, dvs anbringelse i familiepleje eller døgninstitution.

Som udgangspunkt er de enkelte medlemmer Jehovas Vidner i deres gode ret til at praktisere udstødelse, men når det er sagt, så må og bør denne praksis også ses i lyset af, at de enkelte medlemmer er reguleret af et kollektivt krav og kollektives definering af, hvornår og hvordan udstødelse skal praktiseres.

Grundlæggende og i almen praksis er udstødelse blandt Jehovas Vidner ikke udtryk for et individuelt anliggende, men en kollektiv norm/krav.

Derfor – og sikkert også af andre grunde, er der belæg for en fortsat kritisk bevågenhed i forhold til den måde Jehovas Vidner praktiserer udstødelse.