onsdag den 3. oktober 2012

En ny værdikamp

Mennesker lider ikke mere af stress! - Miraklernes tid er tilsyneladende ikke forbi - når det handler om at arbejde i et psykisk dårligt arbejdsmiljø, under kaotiske forhold og/eller med urimelige arbejdsvilkår.  

I kølvandet på filosofien om "At enhver er sin egen lykkesmed" er et nyt mantra ved at sprede sig, når der er problemer eller tingene ikke går som forventet. Det nye mantra er, at vi som individer skal være selvransagende, tro på os selv, vende blikket mod indre værdier, være positive og løsningsorienterede, vende negativitet ryggen.

Når der fx er problemer på en arbejdsplads med et dårligt arbejdsklima - måske et psykisk dårligt arbejdmiljø, kan den det nye mantra nemt få den konsekvens, at vi frem for at tænke helhedsorienteret isolerer fokus på det enkelte individ. Og så er en nærliggende og nærmest determinerenede konsekvens, at det hverken er ledelse eller arbejdsvilkår der er problemet, at stress og belastningsreaktioner ikke skyldes et dårligt psykisk arbejdsmiljø eller et højt forventningspres, men alene måden individet anskuer tingene og sin situation.


Det nye mantra fortæller, pænt indpakket i positive filosofier og statements, at stress er en dårlig undskyldning for, at man ikke har gjort sig til herre i eget liv, at man ikke har taget eller tager ansvar for egen livssituation og egne handlinger. Mennesker der hævder at lide af stress, lider ikke af stress. De lider i virkeligheden af ikke-hensigtsmæssige og selvforskyldte belastningsreaktioner. De reagerer i virkeligheden på konsekvenserne af deres mangel på ansvarlighed i forhold til sig selv.


Det nye mantra siger: Hvad har du selv gjort for at få det bedre? Hvad har du selv gjort for at ændre på tingene?


Sådanne spørgsmål er nødvendige når det handler om stress - men det er sjældent her løsningen eller svaret alene ligger gemt.


Løsningen afhænger mere end noget andet af, om vi alene ser på individet eller en given situation - eller om vi også inddrager miljømæssige og sociale sammenhænge, inddrager viden om den proces der er gået forud for det, der har ført til at et medmenneske er ramt af belastningsreaktioner, ramt af det der ikke længere må benævnes som ”str…”. 


Løsningen er ikke et individuelt anliggende, men et kollektivt ansvar, om vi tør ser virkeligheden i øjnene og møde virkeligheden, som den er, at anskue individuelle belastningsreaktioner som et fælles anliggende, som et symptom på noget uhensigtsmæssigt i det miljø, hvor individet er beskæftiget.



Det nye mantra fortæller os, at det er fx ikke kaos og urimelige forventninger, der er et problemet. Problemet er måden vi forholder sig til kaotiske forhold og urimelige forventninger. Den nye mantra forkynder for verden, at kaos og urimelige forventninger kun er et problem, hvis vi selv gør det til et problem. Problemer forbliver kun et problem, hvis vi beskæftiger sig med ”problemerne”, bruger tid på at tænker på det, tale med andre om det.

Det nye mantra fortæller os, at kaos og urimelige forventninger – fremfor at være et problem, vil være en kilde til fornyelse, vækst og udvikling, hvis vi er løsningsorienteret, hvis vi fokuserer på mulighederne, ser fremad.

Men er det nu også sådan tingene hænger sammen?