søndag den 10. april 2011

Den Sorte Svøbe

At ville det gode, at være positiv, at være ressourceorienteret, er der vel intet forgjort ved at ville?

Eller kan viljen til det gode, kampen for det positive, jagten på ressourcer i sidste ende munde ud i selvbedrag og meningsløshed?

De fleste mennesker er uden tvivl bekendte med illustrationen om, hvad det er vi ser: Et hvidt klæde med en lille sort plet, … eller en sort plet på et hvidt klæde.

Men, som jeg på det seneste har måtte sande, kan man også falde i den modsatte grøft, hvor det at ville det gode, at være positiv, at være ressourceorienteret, ender med at blive et tågeslør der bringer fornuft og realistiske forventninger ud af balance, med risiko for at styrte i grus for enden af vejen.

Den bedste tilgang til andre mennesker, relationer eller situationer kan der næppe være tvivl om, at se det hvide klæde med en erkendelse af, ja, der er en sort plet, men det kan jeg leve med.

I den helt modsatte ende af registeret findes der en tilgang, som man kan overmandes af på en næste uvirkelig, drømmeagtig måde. At man i den idealistiske kamp for det gode, det positive, ressourcerne, nok ser den lille hvide prik på det sorte klæde, men ikke i tide erkender, at det er og forbliver en lille hvid prik på et sort klæde.

Når erkendelsen af den hvide priks sande natur viser sig er det kun at håbe at erkendelsen ikke indfinder sig for sent. Det der fremstår en lys prik og som pejlemærke for den vejfarende, kan meget vel vise sige at være et altopslugende sort hul i selvbedragets stadigt foranderlige univers. 

Vores erkendelse er som et flyvende tæppe der kan bringe betragteren vidt omkring, men mister det sin magi synker den rejsende uvilkårligt ned i det i dets midte. Sker det opsluges den rejsende hurtigt i en omklamrende kurs mod jorden, hvis ikke i tide tæppets kant tilkæmpes og blikket rettes mod nye horisonter.